Olie holder verden i gang, men det sker desværre - mere eller mindre bevidst, at det klæbrige stads ender i verdenshavene og medfører forurening af kystområder og - altid effektivt på billeder - fugledød. Men forskere ved MIT har nu udviklet et billigt papirlignende materiale, der ganske enkelt absorberer al olien uden at tage noget vand med. Det er havets svar på køkkenrullen!
Materialet, som endnu ikke er navngivet, er udviklet gennem nanoteknologi og er grundlæggende en måtte bestående af et virvar af nanowirer. Wirerne er behandlet, så de er vandafvisende, hvilket betyder, at kun hydrofobiske substanser som fx olie absorberes i materialet.
Nano-papiret kan absorbere 20 gange dets egen vægt i olie - og både papir og olie kan sågar genbruges. Det sker ved at opvarme papiret, så olien fordamper, og når dampen fortættes kan olien således bruges igen. Produktionsmetoden er nogenlunde den samme som ved papir, så den er forholdsvis simpel og kan samtidig skaleres op, hvilket kan gøre produktionen billigere end andre nano-materialer.
Af anvendelsesmuligheder udover bekæmpning af oliespild, forestiller man sig endvidere, at papiret også kan bruges til filtrering af vand.
Holdninger til nanoteknologi er blandet. På den ene side opfattes nanoteknologi som fremtidens teknologi. Men flere er bekymrede for risiko ved nanomaterialer. I denne artikel beskrives holdninger og viden om nanoteknologi, og konsekvensen af disse holdninger debatteres.
Overfladebehandling af jakker - Miljømæssige effekter af coating
Er nanoteknologi skadeligt for miljøet, eller kan det have positive konsekvenser sammenlignet med den enormt forurenende, traditionelle tekstilindustri? Dette spørgsmål diskuteres ofte i medierne, men alt for tit på et alt for ukonkret plan. Fire studerende fra DTU har gjort sagen håndgribelig ved at lave et casestudie, hvor de sammenligner to high-performance jakker: den ene opnår sine egenskaber ved hjælp af nanoteknologi, den anden uden.
Forestil dig at der i din jakke sidder et lille apparat, der kan oplade din iPod eller mobiltelefon blot ved hjælp af din kropsvarme. Eller tænk i et endnu større perspektiv og forestil dig en verden, hvor al spildvarme omdannes til anvendelig elektricitet. Dette kan blive fremtiden ved at benytte den nyeste nanoteknologi til at optimere et fænomen, der har været kendt i mere end 150 år - den termoelektriske effekt.
I den
nyeste artikel
på NANOvidensbank.dk kan du blive klogere på dette fascinerende fænomen og få et indblik i, hvad den termoelektriske effekt kan komme til at betyde for fremtiden.
Fotosynese foregår i alle planer. Nu vil forsker prøve at tage fotosyntesen ud af planerne og ind i labortorierne.
Forskere ved
Pensylvania State University
og Arizona State University vil lave kunstige fotosyntese hvor røde farvestoffer fanger de energirige blå lysbølgelængder, og dermed kan skabe energi nok til at udvinde brint direkte fra almindeligt vand.
Med en tykkelse på kun to nanometer gør anoden den kunstige fotosyntese mulig. Annoden består af klynger af røde, ruthenium-baserede farvemolekyler omkring den ekstremt tynde iridiumoxyd-katalysator.
»Hvert iridiumatom kan fuldføre en iltning af et vandmolekyle cirka 50 gange i sekundet,« fortæller Thomas E. Mallouk.
Forskerne vil nu prøve, om de kan effektivisere processen. Det kunne for eksempel være ved at ændre anodens facon, så den får mere sollys på det aktive område.
Fremtidens computer er lavet af grøn nanoteknologi
InnovationLab
medstifter
Mads Thimmer
blogger for tiden til eTech konference i San Diego. Her kan du læse indlæget om at fremtidens computer er lavet af grøn nano:
Computeralderen er endnu ikke begyndt. Svarende til bilindustrien er vi kun nået til stadiet, hvor vi kan køre to-tre millimeter på en hel tankfuld benzin. Langt den største mængde energi bruges til at producere varme, ikke til regnekraft. Det er dét, som Williams arbejder på at ændre.
Det amerikanske energi-ministerium henvendte sig til Williams med spørgsmålet om, hvordan ville en computer, der kunne foretage præcise beregner over, hvordan jorden vil se ud i 2050, se ud. Svaret var et monster med en regnekraft på 1 mio zettaflops og en størrelse, der dækkede Pari og omegn. Og at den ville bruge 5 terawatt energi og dermed være det største klimaproblem i sig selv!
Svaret ligger et andet sted. Den traditionelle computerudvikling ville give en computer, der kunne regne med en zettaflop i 2040 (forudsat Moore’s lov om stort set årlig fordobling af computerkraft), altså kun ti år inden man når 2050, hvilket nok vil være for sent til, at man kan bruge beregningerne til noget. Kan man så nøjes med en Exaflop, måleenheden under? Det kunne være en realitet i 2018, men ville kræve 100,000 multikerne processorer, 500 mio DRAM chips og helt enorm lagerkapacitet, være afhængig af nye teknologier som ssd og photonic interconnect og ville kræve 250 mio Watt at drive, hvilket er et helt atomkraftværk. Prisen ville være en del mia USD.
I stedet for at skulle sætte sin lid til mirakler, så se fx den menneskelige hjerne, der regner på 10 watt med 10.000.000 Giga flops, svarende til 500 af verdens største computere. Det kan vi bla fordi vi ikke bruger energien som varme men som regnekraft.
I dag er ”least environmental impact” øverst på dagsordenen. Derefter kommer effektivitet, kreativitet og tilfældigheder. Et stort problem med nutidens produktion er flytningen af materialer og produkter, som så langt overstiger energiforbruget i selve produktionen. Det samme er tilfældet med serverparker, hvor udgifterne til strøm for at køre computerne og derefter at køle computerne ned langt overstiger udgifterne til computerne selv. Der er altså behov for at se tingene i et skær af proces og cyklus langt mere end isoleret set. Mht serverparken, er det vigtigere at se på hele bygningen end blot på prisen for en enkelt server.
Løsningen:
De sidste 40 år har drejet sig om at få flere transistorer på en chip, de næste to vil dreje sig om at få mere ud af hver kredsløbskomponent i en transistor. Det drejer sig primært om photonics og om nanoconductors. Mht photonics er det muligheden for at ”beame” informationer fra sted til sted med lys (som i lyslederfibre, bare ikke nødvendigvis "ledt") i stedet for som i dag at flytte det gennem kobber og fysiske ledere med varmeudvikling. På et nano-niveau (-30nm) kan man få langt mere ud af hver transistor, fordi energien ikke vil blive brugt på at udvikle varme men i stedet på at flytte informationer og udføre regneopgaver. Williams er optimistisk nok til at se udviklinger på nano-niveau som det meget grønne og stærke alternativ til en traditionel computerudvikling, hvor vi i dag – med den enormt lave regnekraft sammenlignet med fx naturen og den menneskelige forstand – er ved et stenalderligt begynderstadie. Grøn nano er det, fremtidens computer er lavet af. En computer, der ikke adlyder Moore’s Law men ”core’s law”, hvor der kommer mere og mere information og regnekraft pr chip og ikke flere chips eller flere cores, udviklingen sker på kredsløbsbasis.
Det 21. århundredes kemiske industri kunne ikke have udviklet sig til sit nuværende niveau, hvis det ikke havde været for den samtidige udvikling af effektive katalysatorer. Vores samfund, som det ser ud i dag, er dybt afhængig af katalytiske processer.
Hvor man tidligere har været afhængig af at prøve sig frem mere eller mindre tilfældigt for at forbedre eksisterende og udvikle nye katalysatorer, kan man i dag vha. nanoteknologi i større grad designe katalysatorer med forbedrede katalytiske egenskaber.
Kemikaliefremstillingen gøres økonomisk rentabel og miljømæssig forsvarlig
En katalysatorer kan accelerere hastigheden af en kemiske reaktion, så den bliver op til adskillelige millioner gange hurtigere. Dette medfører, at reaktioner kan udføres under lavere temperaturer og tryk. På denne måde er katalysatorer med til at minimere ressourceforbruget og procesomkostningerne ved fremstillingen af kemikalier. Desuden er katalysatorer med til at gøre, at vi kan udnytte naturens råstoffer mere effektivt, hvor brugen af giftige og skadelige kemikalier og opløsningsmidler undgås, og dannelsen af spild- og biprodukter minimeres (se eksemplet nedenfor).
Endelig anvendes katalysatorer i nye bæredygtige energiteknologier og til at rense udstødning og røg fra biler og industri. Du kan læse mere om, hvorfor nanokatalyse er
GreenTech
i dette
blogindlæg
samt i artiklerne:
I disse artikler kan også læses, hvordan nanoteknologi i dag anvendes i studiet og udviklingen af nye katalytiske systemer.
Eksempel
Ethylenepoxid er et vigtigt mellemprodukt i fremstillingen af bl.a. spandex, syntetiske fibre, antifrostvæske, som anvendes i bremse- og kølesystemer i biler, nogle typer gummi mm. For at fremstille ethylenepoxid (C2H4O) oxideres ethylen (C2H4).
Den gamle ikke-katalystiske proces består af flere reaktionstrin, der samlet set giver reaktionen:
Det betyder, at for hvert molekyle ethyleneepoxid, der bliver dannet, dannes også spildprodukter (½CaCl2+NaCl). Tidligere er man kommet af med disse ved at smide dem i floder, hvilket naturligvis er uacceptabelt. Anvendes der i stedet en katalysator bestående af sølv og en lille smule klorin, kan ethylen oxideres direkte med ilt (O2) til ethylenepoxid (dog ender omkring 10% af ethylenen som CO2).
Nye nanofibre kan producere elektricitet ved bevægelse, så en rask travetur eller en energisk dans vil måske kunne oplade din mobiltelefon.
”Vores mål er at lave nanoteknologi, der gør tekstiler selvforsynende af elektricitet.” siger Professor Zhong Lin Wang fra Georgia Institute of Technology, der udvikler fibrene.
Nanogeneratorer, som fibrene kaldes består af fibre, der ligner små børstehår. For enden af hver fiber findes der nanokevlar krystaltråd. Hver krystaltråd er 30-50 nanometer i længden og er lavet af zink oxid. Når de små nanofimrehår gnides mod hinanden ved bevægelse, skaber de energi. Nanofibrene har piezoelektrisk effekt, hvilket betyder, at de kan omdanne mekanisk energi til elektricitet.
Denne slags nanokrystalfibre kan anlægges på al form for materiale.
Som det ser ud nu, er det meget små mængder af elektricitet, man kan udvinde af fibrene, så du ville enten skulle have meget store arealer af tekstiler på eller bevæge dig meget og energisk for at kunne oplade mobilen. Men teknologien ville eventuelt kunne bruges på andre tekstilprodukter med større overflader eller til mindre energikrævende funktioner end at oplade elektronik, som f.eks. at få tøjet til at skifte farve, siger Professor George Stylios fra Heriot Watt University.
Forskning i nanokatalyse og dets samfundsmæssige betydning
En dybdegående beskrivelse af nanokatalyse og beskrivelse af, hvorfor feltet er så vigtigt for vores samfund. Det er sandsynligvis indenfor nanokatalyse, at nanoteknologi op til nu har haft sin største og mest positive indflydelse på samfundet.
Ny artikel på NANOvidensbank.dk
Haldor Topsøe – kommerciel succes med nanoteknologi
Nanoteknologi giver den danske virksomhed Haldor Topsøe A/S kommerciel succes i millionklassen. Læs her hvad nanoteknologi har betydet for Haldor Topsøe A/S.
Det mørkeste mørke – på vejen mod fremtidens solceller
Materialer, der kun reflekterer en lille del af det synlige lys, opfattes af øjnene som værende sorte. Forskere har længe drømt om at fremstille et ideelt sort materiale – dvs. et materiale, der absorberer alt lys. Et sådant materiale vil bl.a. være fremragende til brug i solceller, da den høje lysabsorption vil sikre en yderst effektiv udnyttelse af lyset og dermed et højt udbytte af elektricitet.
Det er nu lykkedes amerikanske forskere at udvikle det mørkeste menneskeskabte materiale nogensinde. Det nye materiale reflekterer kun 0,045 % af lyset – til sammenligning reflekterer almindelig mørk maling mellem 5 og 10 % lys.
Det særlige materiale, kaldet VA-CNT er baseret på kulstofnanorør, der er arrangeret således, at der opstår nanoskala huller og mellemrum i strukturen. Dermed er materialet i stand til at holde på lyset, og graden af absorption bliver derfor højere, end hvad der har været muligt med tidligere kendte materialer.
Batterier med nanoteknologi holder 10 gange længere end almindelige litium-batterier
Med en ny teknologi har forskere på Stanford University udviklet genopladelige batterier, som kan opbevare 10 gange mere strøm end normale litium-batterier, der sidder i din iPod, bærbare computer og alle de andre elektriske dimser, vi omgiver os med. Dette betyder, at det snart er slut med febrilsk at lede efter strøm til sin bærbare, der løber tør, næsten inden man får den tændt.
Mængden af strøm i et genopladeligt litium-batteri afhænger af, hvor meget litium der kan opbevares i batteriets anode, som typisk er lavet af kulstof. Men silicium kan faktisk indeholde meget mere litium end kulstof. Derfor vil man gerne gå over til silicium. Problemet var, at de former for silicium, man har brugt, blev ødelagt ved opladning af batteriet. Siliciummet svulmede simpelthen op, når batteriet blev opladet, fordi silicium opsuger de positivt ladede litium-ioner. Når batteriet blev afladet, blev silicium strukturen ødelagt, og dermed var der ikke meget genopladeligt batteri over det.
Nu har forskerne så lavet silicium som nanowirer, der er lange tråde af silicium. Disse nanowirer har en diameter på en tusindedel af tykkelsen på et ark papir. Disse nanowirer opfanger de positive ladet litium-ioner, svulmer op, men bevarer strukturen også efter afladning. Derfor kan batterierne opbevare meget mere strøm end almindelige batterier, samtidig med at de er genopladelige.
Forskeren Yi Cui, som har stået for udviklingen, udtaler: ” Dette er ikke en lille forbedring. Dette er et revolutionerende fremskridt”
Foto taget med scanning elektron mikroskop viser silicium nanowirer før (A) og efter (B) opladning med litium-ioner. Hele arbejdet er beskrevet i “High-performance lithium battery anodes using silicon nanowires,” fra Nature nanotechnology
En artikel om noget ikke mange af os kender til, men som har enorm betydning for vores moderne samfund: For vores økonomi, miljø og levestandard.
Hvordan producerer vi de produkter og den energi, der sikrer vores høje levestandard, på en miljømæssig fornuftig måde samtidig med, at det er økonomisk rentabelt? Det kan gøres gennem udviklingen af effektive katalysatorer, der kan sikre en hurtig og effektiv produktion med få biprodukter og lavere energiforbrug. For at udvikle sådanne er der brug for nanoteknologi.
Katalysatorer kan direkte være med til at mindske forureningen fra industrien, bl.a. fra olieraffinaderier ved at fjerne giftige stoffer fra råolien, så de ikke slippes ud i naturen, når olien senere afbrændes, f.eks. i form af benzin. Det sparer hver dag det danske miljø for omkring 1000 tons koncentreret svovlsyre og 100 tons koncentreret salpetersyre, der ellers ville falde som syreregn. Desuden anvendes katalysatorer til at rense røgen fra f.eks. kraftvarmeværker og biludstødning mm.
Oven i dette miljømæssige aspekt har katalysatorer den effekt, at de kan øge hastigheden af en kemisk reaktion så meget, at et bestemt kemikalie bliver billigere at producere, og det dermed bliver økonomisk rentabelt for den kemiske industri at producere de kemikalier, der indgår i de fleste af de produkter, vi omgiver os med i dag. Omkring 90 % af de kemiske processer i den kemiske industri er baseret på katalyse. Den industrielle produktion af kemikalier er enorm, og netop pga. dens enorme omfang med en årlig omsætning på flere tusinde milliarder kroner og den direkte betydning, som de produkter den smider af sig, har for os, har katalyse en kæmpe betydning for verdensøkonomien. Det skønnes at værdien af slutprodukterne fra katalytiske processer udgør 10-15 % af de industrialiserede landes BNP.
Dette er den første artikel om nanokatalyse. Her introduceres du til feltet. Senere kommer der en artikel om, hvor stor succes den danske virksomhed Haldor Topsøe A/S, der udvikler og sælger katalysatorer, har med nanoteknologi i deres udvikling af nye katalysatorer, samt en mere dybdegående artikel om katalyses enorme samfundsmæssige betydning og om hvordan nanoteknologi bruges til at forbedre katalysatorer.
Fra i dag og halvanden måned frem vil nanovidenbanken sammen med de andre videnbanker sætte fokus på miljø og energi, i det tema vi kalder GreenTech. Vi vil fortælle, hvordan man med nanoteknologi kan få mere miljøvenlige produkter og produktionsmetoder. Temaet GreenTech handler desuden også om måder til at visualisere ens egen påvirkning på miljøet, og hvordan vi laver produkter, der får de fattigere lande med ind i informationens tidsalder.
Som en smagsprøve på dette tema, er
her et link
til en udsendelse om hvordan forskere arbejder med at lave beton mere miljøvenligt med nanoteknologi.
Nanoetik – Hvad bør man vide for at tage stilling?
Ny artikel på NANOvidensbank.dk
Nanoetik – Hvad bør man vide for at tage stilling?
Den første af to artikler med fokus på etik-aspekterne i ny forskning og formidlingen af denne ud til resten af samfundet på en fornuftig og konstruktiv vis.
Artiklen er skrevet af Hanne Andersen i samarbejde med Anders Bodholt Nielsen.
I januar måned udgav Australiens regering en rapport om en forespørgsel om brugen af nanomaterialer, de lavede til industrien for et år siden. Denne rapport har udløst en reaktion fra miljøorganisationen ”The Greens” fra New South Wales. De mener at regeringen straks bør nedsætte et forbud imod brugen af nanomaterialer og produkter i industrien, da der ingen aktiv kontrol er inden for dette område endnu. De kræver, at der laves grundige undersøgelser af materialernes potentielt skadelige effekter på sundhed og velfærd inden disse fortsat kan bruges. Rapporten viste, at Australiens firmaer importerer og benytter ca. 21 forskellige nanomaterialer med langt hovedvægten på metaloxider (som fx TiO2) og organiske materialer (polymerer etc.). Nogle enkelte materialer bliver dog kun brugt til forskning pt.
Forskere fra MIT (Massachusetts Institute of Technology) har fundet en metode til fremstilling af nogle fibre, som på en gang både er utroligt stærke og meget bøjelige. Begge disse egenskaber har man ikke haft succes med at implementere i det samme kunstige materiale før nu.
Inspirationskilden til materialet har forskerne hentet fra spindelvæv. Spindelvæv er nemlig utroligt stærkt og samtidig meget fleksibelt. Ved at undersøge opbygningen af spindelvæv, har forskerne fastslået, at forklaringen på de stærke men også fleksible egenskaber ved spindelvæv ligger i de nanokrystaller, som er med til at opbygge spindelvæv.
Man har derfor dannet et materiale lignende pokerjetoner med en diameter på 25 nm og en højde på 1 nm. Eller sagt på en anden måde nanopokerjetoner. Disse nanopokerjetoner stables af sig selv, hvorved der dannes lange fibre. Men ved at sprede partiklerne tilfældigt i en gummipolymer, opnår man, at gummipolymeren bliver meget stærkere samt beholder sin fleksibilitet.
Anvendelsesmulighederne for et materiale, som både er utroligt stærke samt meget fleksibelt er enorme. F.eks. er militæret interesseret i en sådant materiale til beskyttelsesdragte og madindpakning. Desuden vil materialet kunne give ophav til helt nye arkitekttoniske udformninger af alverdens eksisterende produkter.
Et forskerteam anført af Ludwig Bartel har videreudviklet en nanomaskine, som bevæger sig lineært hen over en kobberoverflade i en forudbestemt retning. Denne nanomaskine er i stand til at binde to CO2 (Carbondioxid) molekyler og virker derfor som en nanotransport maskine, der muliggør selektiv transport af CO2.
Selve nanomaskinen består af den organiske kemiske forbindelse kaldet Anthraquinone. Dette er et organisk molekyle opbygget af relativt få atomer, og indeholder bl.a. to aromatiske ringe.
Forskerteamet har vist at Anthraquinone kan binde op til to CO2 molekyler, men hastigheden for bevægelsen henover overfladen afhænger af antallet af bundne CO2 molekyler. Ved binding af et CO2 molekyle går bevægelsen cirka halvt så hurtigt, som det gør for det frie Anthraquinone molekyle.
30,4 mio. kr. til tre forskningsprojekter ved iNANO
Som skrevet i
gårsdagens nyhed
, deltager forskere ved iNANO-centeret ved Aarhus Universitet i tre projekter, der netop har modtaget støtte på 30,4 mio. kr. fra Højteknologifonden.
De tre studier beskrives således:
1)
Fremtidens cement - nye byggematerialer, der støttes med 10 mio. kr.
I dette nyskabende projekt, hvor iNANO samarbejder med bl.a. Aalborg Portland, vil der blive fremstillet nye funktionelle nanopartikler af danske råmaterialer, som kan udnyttes i udviklingen af helt nye cementtyper og byggematerialer, og som gør det muligt at fremstille beton på en mere effektiv og miljøvenlig måde. Målet for cementproduktionen er at øge produktionskapaciteten og reducere udledningen af CO2. Cementproduktion er en industri i stærk global vækst, og projektet har derfor et stort miljømæssigt og økonomisk potentiale.. Projektet trækker på iNANOs brede ekspertise inden for nanoteknologi, Danmarks og Grønlands Geologiske undersøgelsers (GEUS) indsigt i mineraler i nanostørrelse, samt Aalborg Portlands stærke internationale position inden for cement industrien.
Projektleder ved iNANO er lektor Jørgen Skibsted.
2)
Ny teknologi til optimering af bio-diesel, der støttes med 10.4 mio. kr.
Bio-brændstof fremstilles traditionelt af olieholdige afgrøder, og det bliver ofte nævnt som en mulig erstatning for fossilt brændstof. Det virkelige gennembrud for disse produkter forudsætter andsynligvis, at bio-diesel kan udvindes af afgrøder, der ikke indgår i den globale fødevareforsyning. Dette projekt søger at bruge nanoteknologi til at optimere såvel udbytte som kvalitet af bio-diesel fremstillet fra forskelligt organisk materiale i en 2.-generations-proces. Forskere fra iNANO ved Aarhus Universitet driver nogle af Danmarks mest avancerede faciliteter til syntese og karakterisering af faste stoffer, specielt nano-strukturerede materialer, mens iNANO-forskere ved Aalborg Universitet bidrager med særlig viden om det energitekniske område med speciel fokus på energikilder, der kan fornys, såsom vind, sol og biomasse. Projektets tredje partner er SCF-technologies A/S, der skaber og kommercialiserer højteknologi til at forædle produkter, forbede processer og fremstille såkaldte intelligente materialer. Ved at kombinere partnernes viden om nanoteknologi, energiteknologi og kommercialisering vil en væsentlig del af fremtidens bio-brændstof kunne baseres på organisk affald, hvilket vil have enorme erhvervs- og miljømæssige perspektiver. Projektleder ved iNANO er professor Bo Brummersted Iversen.
3)
Mobil måling af oliekvalitet om bord, der støttes med 10 mio. kr.
Rederier har i dag vanskelige betingelser for at kontrollere kvaliteten af olien i deres brændstoftanke, før de er sejlet fra land, og har derfor svært ved at stille krav til leverandørerne. Målet med dette innovative forskningsprojekt er at udvikle et mobilt NMR-udstyr, der sammen med andre nanoskala-analysemetoder vil gøre det muligt at måle oliens kvalitet, umiddelbart efter at den er bragt om bord på skibet. Ved hjælp af NMR-spektroskopi på nanoskala vil man kunne måle oliens stabilitet og dens kemiske sammensætning, så man i tide opdager f.eks. skadelige partikler, der skaber bundfald og slam i motoren. NanoNord A/S har specialiseret sig i udvikling af sensorteknologi og signalbehandling, mens forskere ved iNANO ved Aarhus Universitet bidrager med udvikling af banebrydende ny NMR-teknologi til højkvalitetsspektre i mobile magneter med lavt og
inhomogent felt.
Projektleder ved iNANO er professor Niels Chr. Nielsen.
Forskere fra University of Rochester Medical Center har forsket i de sundhedsmæssige risici ved indånding af små luftbårne nanopartikler. Forskerne har vist, at når rotter indånder partikler med nanostørrelse, optages de hurtigt og effektivt i bestemte dele af hjernen. Man har derefter undersøgt effekten ved disse nanopartikler i hjernen, men indtil videre har man kun set signaler på inflammation og cellulær stres. Flere undersøgelser er dog nødvendige for at kunne udtale sig om risikoen for hjerneskader ved høje koncentrationer af disse partikler i nanostørrelse. Overraskende nok viste undersøgelserne, at lungerne ikke viste inflammatoriske reaktioner ved påvirkningen af partiklerne. For mere information se her:
http://www.urmc.rochester.edu/pr/news/story.cfm?id=1191
